Sølvmønter, papirpenge og plastickort. Udviklingen er konstant - også når det gælder betalingsmetoder. Nu er tiden kommet til en helt ny betalingsmetode nemlig de usynlige betalinger.
Det hele handler om nemmere og mere kontaktløse transaktioner på farten. Betalinger, hvor du ikke behøver at bekymre dig om stressende ting som at jonglere med tegnebøger, kreditkort og kvitteringer ved travle kasser i supermarkedet eller overfyldte togstationer.
Det drejer sig om, at betalinger ikke skal tvinge dig til at stoppe op, men at de skal være en integreret del af livet – både privat og professionelt. Og netop derfor er det åbenlyst, hvorfor enhver teknologisk virksomhed med respekt for sig selv gør hvad som helst for at få den bedste betalingsløsning på markedet.
For alle forretningsrejsende er usynlige betalinger godt nyt. Ikke fordi der er noget i vejen med den gamle chip og PIN-kode, men fordi du med den nye type af betalinger kan fokusere på andre og mere vigtige ting i livet som f.eks. at stå af ved det rigtige busstoppested eller finde den rigtige gate i lufthavnen.
Prikken over i'et er, at de fleste af disse nye betalingsmetoder drager nytte af en eksisterende og gennemtestet finansiel infrastruktur, som mange (hvis ikke alle) større virksomheder allerede benytter sig af. Så er det selvsagt en helt anden ting at få optimeret systemet, så det er i stand til at få det bedste ud af denne nye form for transaktioner.
Men for regnskabsfolkene, som holder styr på de mange udgiftsbilag, der strømmer ind i deres systemer hver dag, er usynlige betalinger et vigtigt skridt på vejen til en bedre optimering af virksomhedens dataflow.
Når konceptet med usynlige betalinger tager over, delvist drevet af de nemme og bekvemme person-til-person-betalinger, vil der stilles krav til, hvordan andre betalinger sker. Og i det lange løb vil de usynlige betalinger også blive en integreret del af B2B-verdenen, hvilket bl.a. vil gøre e-handel meget nemmere at implementere i stor skala.
Så disse nye betalingsmetoder vil være usynlige for det blotte øje, men i stor skala vil konsekvenserne af nemmere, hurtigere og mere effektive betalinger næppe gå nogen af os ubemærket forbi.